Kære alle med tilknytning til morescospejderne!
Vi i bestyrelsen ønsker at sætte ekstra fokus på medlems- og lederrekruttering, og vi har brug for jeres hjælp! Derfor inviterer vi jer til et åbent arbejdsmøde mandag d. 21/10 fra kl. 18-21, hvor vi sammen vil finde idéer og løsninger til, hvordan vi kan tiltrække flere medlemmer og ledere, styrke samarbejdet med forældre, og meget mere.
Alle kan bidrage! Uanset om du er tidligere spejder eller leder med værdifulde erfaringer, har viden om rekruttering, eller er en forælder, der vil dele dine tanker om samarbejdet med os – vi har brug for jer! Det er en unik mulighed for at hjælpe vores spejdergruppe med at vokse og blive endnu stærkere.
Der er intet bindende efter mødet, medmindre du selv ønsker at engagere dig yderligere. Som en ekstra lille ting søger vi også en forælder, der har lyst til at bage en kage, så vi kan forkæle de hårdtarbejdende deltagere.
Vi håber meget, at I vil komme og dele jeres idéer og erfaringer. Sammen kan vi gøre en stor forskel for Morescospejderne!
Program:
18:00-18:15 - Velkomst og opstart ved gruppeleder Geo og bestyrelsesforperson Ugle
18:15-18:35 - Fælles brainstorm v. Geo
18:35-18:45 - Fordeling i små arbejdsgrupper
18:45-19:30 - Arbejdstid i arbejdsgrupper
19:30-19:45 - Kage/kaffe pause
19:45-20:30 - Arbejdstid i arbejdsgrupper
20:30-21:00 - Præsentation af ideer/projekter/tiltag
Spejderhilsen
Bestyrelsen hos Morescospejderne