Som en del af Det Danske Spejderkorps bærer vi i MorescoSpejderne under spejderarbejdet en uniform bestående af en mørkeblå uniformsskjorte og et tørklæde.
Uniformen kan købes i Spejder Sports butikker, mens det sorte tørklæde med grøn kant der bruges i MorescoSpejderne købes direkte af gruppen.
Hvorfor uniform?
Udgangspunktet for at der bæres uniform i Det Danske Spejderkorps er at signalere en helhed på tværs af alder, status og køn. Først og fremmest styrker uniformen fællesskabsfølelsen. Det er en stærk drivkraft for spejderarbejdet i gruppen, på landsplan og globalt.
Som spejder er der ofte behov for at tænke på det praktiske i påklædningen, og vores behov for at være synlige som Blå spejdere. Det ses blandt andet ved, at vores uniformsskjorte er et stykke robust arbejdstøj.
Vi ønsker samtidig ikke at blande vores uniform med dele fra andre uniformer, som fx militærtøj.
Alternativ uniformering
Den mørkeblå uniformsskjorte og tilhørende tørklæde er grundelementet i DDS’ uniformering.
Udover den mørkeblå uniformsskjorte, der forhandles i Spejder Sport, kan spejderne bruge t-shirts, fleecetrøjer eller anden overtøj med DDS’ logo, som officiel uniformering. Valget af uniform tages ud fra hvad der er praktisk og naturligt at bruge. F.eks. bør der bruges t-shirt en varm sommerdag, og en varm yderbeklædning på en kold vinterdag.
Spejderne skal altid bære gruppens tørklæde.
Placering af mærker
Her kan du se, hvor på uniformsskjorten de forskellige spejdermærker skal sys på. Tjek også fotoet i toppen af artiklen, der viser, hvor de forskellige mærker er syet på.
Højre front:
Over højre lomme skal du placere gruppens logo og herunder dit Danmarksmærke. På selve lommen skal dit divisionsmærke sidde.
Højre arm:
På højre arm sidder alle dine færdighedsmærker (duelighedstegn), forløbsmærker og kilometermærker.
Venstre front:
Over venstre lomme sidder korpsmærket. På lommeklappen sidder dit gruppemærke. Din årsstjerne skal du sy på selve lommen.
Venstre arm:
På venstre arm sidder alle mærker fra ture, løb, lejre og spejdercentre. Det er også her, at dit særprægsmærke sidder, hvis du fx er søspejder.